Kallerup Grønt
Kallerupvadested 6, 7700 Thisted
Kallerup Grønt er nyoprettet landbrug af Anette og Ole Møller Jensen, da dette er første år med rigtig mange forskellige sorter grøntsager. De har indtil i år gjort mest i sprøjtefrie kartofler og jordbær samt en smule løg og kål.
Miljø og bæredygtighed skinner tydeligt igennem hos Anette og Ole, som fortæller:
”I vores grøntsags/kartoffelproduktion foregår alt arbejdet med gamle retro-maskiner og håndkraft. Vi har aldrig haft til hensigt at være de første med nye danske kartofler, da vi er modstandere af kunstig fremdrivning ved hjælp af plastik osv. til at varme jorden op. Vi sætter stor pris på, at tingene smager som de skal, og at de smager godt. Det mener vi, at man bedst lykkes med hvis tingene får lov til at gro i deres eget tempo og ved hjælp af naturens kraft. Vi prøver også at køre et sædskifte, så jorden får tildelt kvælstof på naturlig vis fra planter – såsom bønner – hvilke vi har to slags af.”
Gødning består af hestemøg fra deres egne 3 heste, samt fra deres søn og svigerdatters heste.
Anette fortæller:
”Vi synes, det er skønt at dyrke de forskellige grøntsager og se hvordan alting spirer frem. Der er ikke noget skønnere end at høste tingene helt frisk, lige inden de skal nydes ved bordet.
Dette er især vigtig i forhold til jordbær, da de ikke må blive mange timer gamle, inden de tilberedes til enten bordet eller fryseren. Mange af vores kunder har ofte spurgt, hvordan i alverden vi laver så skøn en smag i jordbærrene. Dertil kan vi kun sige, at det er fordi de er friske og nyplukkede.”