Naturbruget Tranum
Ejstrupvej 12, 9460 Brovst
Naturbruget er et Økologisk fritidslandbrug med mere end 80 forskellige slags grøntsager. Gården ligger på kanten af Fosdalen mellem hav og fjord og bliver drevet af Pia og Flemming.
Hos Naturbruget Tranum bliver der dyrket omkring 80 forskellige økologiske grøntsager - heraf 16 forskellige sorter kartofler fordelt på 10 hektar jord. Der bruges maskiner i det omfang, hvor det er muligt, men meget af arbejdet laves ved håndkraft i marken - på den måde har de tæt kontakt med afgrøderne. Dette gør også at eventuelle skadedyrangreb opdages hurtigt, når Pia og Flemming færdes mellem rækkerne.
Pia og Flemming har et fantastisk samarbejde med naboerne, Ann og Sten, som er økologisk mælkeproducent. De bytter nemlig marker af hensyn til sædskifte, jordstrukturen og forebyggelse af sygdom i jorden eller afgrøderne. Der skiftes rundt, så der kun dyrkes f.eks. kål på en mark hvert 4. år.
Bæredygtighed ligger selvfølgelig også Naturbruget Tranum meget på sinde, og dette ses tydligt i måden de driver landbrug. Desuden giver de naboens køer alt frasorteret grønt og kartofler, og på den måde undgås madspild.